©  Foto:

Vandreruten Tranum-Fosdal

Vandreruten Tranum-Fosdal er en rundtur på 11 km, som tager dig op omkring Jammerbugtens højeste punkt Bavnehøj, og videre via Ingeborgs Bakker til Fosdalen. Tilbageturen foregår langs overkanten af Lien med et besøg i dybet i Langdalen.

Vandreruten Tranum-Fosdal er en særdeles skøn rundtur på 11 km, der starter ved Skovlegepladsen i Tranum.

Ruten kommer op omkring Jammerbugtens højeste punkt Bavnehøj (83,4 meter over havet), og videre via Ingeborgs Bakker til Fosdalen. Tilbageturen foregår langs overkanten af Lien med gentagne storslåede udsigter over havet og det marine forland – undervejs kommer I ned i dybet i Langdalen.

Ruten er certificeret som premiumrute af Deutsches Wanderinstitut, og lever dermed op til de skrappeste krav til vandreruter i Europa. Ruten fører jer primært ad naturstier igennem landskabet.

Det er muligt at afkorte ruten – der er fem skiltede genveje, så man kan nøjes med at trave 2,7 km, 6 km, 7 km eller 10 km (vælger man turen via den røde snørklede sti ovenfor Fosdalen, vil turen blive længere end 11 km).

I kan også vælge at starte ud fra Fosdalen, hvor der ligeledes er muligt at tilrettelægge sin tur i sin individuelle ønskede længde.
Vil I gå hele ruten skal man regne med ca. 3-4 timers frisk luft.

Ruten er særdeles godt skiltet. Start med at gå igennem indgangsportalen, og følg de blå-grønne piktogrammer. Der findes kortborde undervejs, når ruten kan afkortes.

Ruten er etableret af Tranum Landsbyråd i samarbejde med Naturstyrelsen Thy og Jammerbugt Kommune.

Følg med på rutens facebookside

Se folder om vandreruten her

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish