©  Foto:

SÆRUDSTILLING | Menneske først - Astrid Noacks Studiesamling

I anledning af at Astrid Noacks Legatfond overdrager Astrid Noacks Studiesamling til Holstebro Kunstmuseum, præsenteres Studiesamlingen for første gang i sin helhed med denne særudstilling.

Igennem 70 år har Astrid Noacks Legatfond varetaget arven efter billedhugger Astrid Noack (1888-1954). En opgave, som fonden nu, i 2024, overdrager til Holstebro Kunstmuseum i form af Astrid Noacks Studiesamling. I anledning af overdragelsen præsenterer Holstebro Kunstmuseum for første gang samlingen i sin helhed med særudstillingen Menneske først - Astrid Noacks Studiesamling.

Billedhugger Astrid Noacks (1888-1954) Studiesamling udgør tyngdepunktet for én af det 20. århundredes store og usædvanlige skikkelser i dansk kunst. Hun blev født i Ribe og uddannet billedskærer på Vallekilde Højskole i 1910. I 1935 blev Noack det eksperimenterende udstillingsfællesskab Kunstnersammenslutningen Grønningens første kvindelige medlem, en undtagelse fra sammenslutningens egne regler dengang. Og hun var igen pioner i 2006, godt nok posthumt, som eneste kvindelige kunstner i den danske Kulturkanon. Alt dette på et bagtæppe af sin håndværksuddannelse, kompromisløshed og kunstneriske integritet. Samt sin både faglige og intuitive forståelse af – og forkærlighed for – middelalderens kunst og antikkens skulpturer. Disse forbindelser bagud i tid omdannes hos Noack til en renfærdig skulptur, som dog er fuld af intensitet. Autoritativ, men aldrig påtrængende. En skulptur med en indre bevægelse, der på konstruktiv vis skyder sig opefter i figuren, hvormed den nærmest bringes til live som en sluttet form i rummet.      

Man kan umiddelbart betragte denne sameksistens af modernismens formeksperimenter på den ene side og den tusindårige tradition for humanskulptur på den anden som modsætningsfyldt, men det er kun tilsyneladende. For i Astrid Noacks kunst forenes de så problemløst i volumener, akser og indlevelse, at hun formår ikke alene at vitalisere begge poler, men også at skabe et nyt tredje: et af de mest konsekvente udtryk og selvstændige kunstnerskaber i den nyere danske billedhuggerkunsts historie.

Studiesamlingen

Efter Astrid Noacks død den 26. december 1954 blev Astrid Noacks Legatfond stiftet med det formål at varetage den kunstneriske arv efter billedhuggeren. I dette ligger både at uddele Astrid Noacks Legat til yngre danske billedhuggere og forvaltningen af den fysiske arv. I år, 70 år efter og i forbindelse med den kunstneriske ophavsrets ophør, overdrager Legatfonden denne arv permanent til Holstebro Kunstmuseum. Særudstillingen og den ledsagende bogudgivelse er en markering af denne begivenhed. 

Holstebro Kunstmuseum ejede i forvejen 52 inventariserede værker af Astrid Noack. Med den aktuelle tilføjelse af 88 skulpturer og 103 tegninger, som udgør Astrid Noacks Studiesamling, der siden 1982 har været langtidsdeponeret på museet – samt derudover et righoldigt arkiv bestående af kunstnerens bogsamling, et brevarkiv, værkstedsbøger og fotoarkiv – har Noacks kunstnerskab fået et blivende hjem for eftertiden. Samtlige 191 værker i Studiesamlingen ses på udstillingen med udvalgt materiale fra Noack-arkiverne. En stor del af værkerne er blevet konserveret til lejligheden og på foranledning af overdragelsen. Læs mere om særudstillingen

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2025
Danish