©  Foto:

Nationalpark Thy på egen hånd

Velkommen til Nationalpark Thy - Danmarks største vildmark!

Det vestlige Thy er blevet udpeget som den første danske nationalpark.

Nationalparken strækker sig op til en 12 kilometer bredt bælte langs Jyllands vestkyst fra Agger Tange til Hanstholm. Det er et stort og uspoleret naturområde på i alt 244 km2.

I nationalparken kan du gå mellem udstrakte, vind-fejede ødemarker og aromatiske fyrretræer. Du kan også kaste dig ud i Nordsøens glitrende bølger eller cykle gennem kølige klitplantager.

Nationalparken er et sammenhængende naturområde for mennesker, planter og dyr. Hanstholm Vildtreservat, der ligger i den nordlige del af nationalparken, har mere end 30 forskellige fuglearter, og odderen har fundet fristed i det beskyttede områdes søer.
Agger Tange - i den sydlige del af nationalparken - er et af Nordeuropas vigtigste hvilesteder for mange flokke trækfugle. Tangen er blevet udpeget som et internationalt fuglebeskyttelsesområde.

Samtidig er nationalparken en vigtig del af dansk historie. Området dækker adskillige gravhøje fra bronzealderen, og de mange tyske bunkere langs kysten minder om en tid, hvor Danmark under den tyske besættelse var i frontlinjen for et forventet angreb fra de allierede styrker under anden verdenskrig.

Den hårde vind og sandflugten på land efterlod forladte landbrugsarealer, som i dag er klitheder eller plantager. Alt dette er vidnesbyrd om en tid for ikke mange generationer siden, da livet på vestkysten var hårdt for lokalbefolkningen.

Vejret og naturen skifter konstant i Nationalpark Thy, lige fra kraftig blæst fuld af saltet havluft ved kysterne til milde briser i det våde, dampende skovbund. Men uanset hvordan du bevæger dig rundt i parken, kan du mærke storheden i området.

Hvor skal man starte?

10 seværdigheder i nationalparken
Herunder kan du læse om 10 seværdigheder i Nationalpark Thy.

1. Hanstholm fyr og kystskrænt
Parkeringsplads ved fyret og kirken. Hanstholm Fyr ligger yderst på den vestlige del af Hanstholmen. Det er anlagt i 1843, og i en periode var det verdens kraftigste fyr. Fra fyrtårnet og fra kystskrænten syd herfor har du en storslået udsigt over Hanstholm Reservatets udstrakte klitheder og kystlinien, hvis næsten øde strande strækker sig mere end 50 km mod syd til Agger Tanges sydspids. Se folderen: Hanstholmen – Vandreture nr. 118.

2. Fugletårnet i Tved Klitplantage
Parkeringsplads for enden af Sårupvej i den nordlige del af Tved Klitplantage. I marts-april kan du være heldig at opleve traner, der danser og trompeterer, og i september er det et godt sted at se store flokke af krondyr og høre hjortens brøl. Se folderne: Tved Klitplantage Thy – Vandreture nr. 51 Hanstholm Vildtreservat.

3. Isbjerget
Parkeringspladsen ligger i det sydvestligste hjørne af Tved Klitplantage – for enden af Hindingvej. Gå herfra ad stien langs plantagen til Isbjerg, som med sine 56 m.o.h. er Hanstholm Reservatets højeste punkt.
Ganske nær P-pladsen findes bål- og grillplads og ved Bagsø er der en handicapvenlig fiskeplatform. Se folderne: Tved Klitplantage Thy – Vandreture nr. 51 Hanstholm Vildtreservat.

4. Badepladsen ved Nors sø
Fra Vester Vandet køres 2 km nordpå ad Agerholmvej. P-pladsen ligger helt nede ved søen. ”Badepladsen” ligger lys og åben, skærmet af skoven mod vestenvinden og med den fineste, meget børnevenlige badestrand. Det gode badevand skyldes, at søen ligger på kalkbund og har sin vandforsyning fra grundvandet gennem sprækker i kalken. Søen indgår som en del af Hanstholm Vildtreservat. Derfor er sejlads og surfing forbudt. Pladsen er indrettet med handicaptoilet, mange borde/bænke og tre bål- og grillsteder. Se folderen: Klitplantagerne ved Vandet Sø – Vandreture nr. 34.

5. Klitmøller
P-pladser nord for byen ved Splittergab, syd for byen ved Trøjborg eller centralt på Ørhagevej. Klitmøller var fra 1600 til 1800 centrum for skudehandelen med Norge, hvortil man eksporterede korn og andre fødevarer, mens returlasten udgjorde blandt andet tømmer, jern og heste. En ny blomstringstid fulgte med fiskeriet, hvoraf det synlige vidnesbyrd er de mange smukke redskabshuse. I dag er stedet kendt Europa over for de gode forhold for windsurfing. Se folderen: Vestkyststien Agger–Bulbjerg – Vandreture nr. 31.

6. Bøgsted Rende
I Tvorup Plantage drejes fra Kystvejen mod vest. P-pladsen ligger mellem plantagen og havklitten. Bøgsted Rende er et gammelt udflugtssted i Thy. Mange kommer her for at bade eller for at gå tur på stranden, men er det blæsevejr søger man læ i plantagen umiddelbart indenfor havklitten. Et net af afmærkede vandrestier udgår fra P-pladsen. Se folderen: Tvorup Klitplantage – Vandreture nr. 116.

7. Stenbjerg landingsplads
I rundkørslen på Kystvejen vælges afkørslen til Stenbjerg Landingsplads. De maleriske redskabshuse er opført af fiskerne selv omkring år 1900 og anvendes i dag af fritidsfiskerne. I en tidligere iskiosk ejet af Foreningen til Bevarelse af Stenbjerg Landingsplads finder du nationalparkens første temacenter om den natur, der er i området omkring Stenbjerg. Temacentret er bemandet og åbent hver dag fra april til oktober fra kl. 13-17. Det fredede redningshus, som er opført i 1931, rummer en lille udstilling, som fortæller om lokalhistorien og om redningsvæsnet. Se folderne: Vestkyststien Agger–Bulbjerg – Vandreture nr. 31 Stenbjerg i Thy – Vandreture nr. 126.

8. Lyngby
Fra Kystvejen lige nord for Svankjær drejes mod Lyngby P-plads, hvor vejen ender. Lyngby opstod i 1864, da seks familier fra Agger og Ålum tog den beslutning, at de ville flytte til et sted med bedre fremtidsmuligheder. Fiskeri var hovederhvervet, men stedet gav også mulighed for lidt jordbrug og husdyrhold. Allerede i mellemkrigstiden blev der bygget sommerhuse i Lyngby. Dengang som nu var det et eksklusivt sted at holde ferie for dem, der søgte ro, fred og autensitet. Se folderen: Klitplantagerne i Sydthy – Vandreture nr. 42.
 
9. Lodbjerg Fyr
P-plads tæt ved fyret. Det fredede Lodbjerg Fyr er opført i 1883 af granitblokke fra Sverige. Fra fyrets top kan du få et godt overblik over hele den sydlige del af Nationalpark Thy. Mod nord ses de store sammenhængende klitheder fra Lodbjerg over Lyngby til Stenbjerg. Vender du dig mod syd ses Ørum og Flade Sø omgivet af grønne enge og bagved dem afgrænses nationalparken af Agger Tange og Thyborøn Kanal. En aktiv hvid klit mod nord minder om sandflugtens hærgen gennem hundreder af år. Lodbjerg Fyr danner desuden ramme for en række udsendelser i Nationalpark TV. Se folderen: Klitplantagerne i Sydthy – Vandreture nr. 42.

10. Agger Tange
Agger Tange kan opleves dels fra den nord- sydgående kystvej og dels fra havdiget mod vest. Der findes flere P-pladser i området. I Agger by fører en handicapvenlig sti op på diget. Ud over at være et af Nordeuropas betydeligste rasteområder for vandfugle er tangen samtidig en vigtig ynglelokalitetet for truede engfugle. Kulturhistorisk er tangen også interessant. På grænsen mellem hav og fjord har der udspillet sig mange dramatiske begivenheder. Stormfloder, gennembrud, sandflugt og kystsikring er en del af historien. Se folderen: Harboøre og Agger Tanger – Natur og fugleliv.

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish