Lønstrup Redningshus
I Lønstrup kan man på den stejle ophalerplads finde redningshuset, hvor man kan opleve en udstilling om fiskeriets historie i Lønstrup.
Redningshuset i Lønstrup ligger på den stejle ophalerplads. Redningshuset ejes i fælleskab af Fiskeriforeningen og Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn. I bygningen kan man opleve udstilling omkring fiskeriets historie i Lønstrup. Her er også Lønstrupjollen "Marly", som blev bygget på Evald Larsens gamle skibsværft i Lønstrup i 1956. Den gamle Lønstrup-jolle er nænsomt restaureret af Lønstrup Bådelaug. I 2001 var Marly færdigrestaureret, men først søndag den 17. juni 2007 kom den ud at sejle på Vesterhavet igen. Prøvesejladsen gik forbi Rubjerg Knude til Løkken.
i 2015 fik Lønstrup en ny bådplads. der er lavet ny fiskermole foran det gamle bådspil. Pladsen ved siden af det gamle redningshus har fået et nyt madpakkehus, hvor man kan komme og spise sin madpakke og nyde den fantastiske udsigt over vandet. I løbet f sommeren afholdes sangaftner på pladsen foran redningshuset.
Marly-sangen skrevet af Poul L. Nielsen, Lønstrup:
Nu står Marly ud fra Lønstrup
Melodi: Nu går våren gennem Nyhavn
Nu står Marly ud fra Lønstrup – fra den kendte bådeplads,
og hun vugger smukt på bølgen – føler sig så veltilpas.
Nu går turen end’lig ud ad – som så mange gang før,
sydpå ned mod Rubjerg Knude – gennem brændingen og sø’r.
Efter mange år på bedding – i vort gamle redningshus,
er hun ny fra mast til køl, men – savner havets bølgebrus.
Og besætningen er lyk’lig – ja de glæder sig som børn,
ned mod Løkken det nu glider – alle tager hver sin tørn.
Alle føler sin belønnet – for de mange timers flid,
Marly glider gennem vandet – duver dejlig, mild og blid.
Glemt er dårligt vejr og andet – som sejlads har hindret før,
nu er Marly og besætning – ude for at få kulør.
Hjem fra Løkken solen skinner – alle hygger sig ombord,
de er stolte, men dog tavse – så’n er ægte Vendelboer.
Marly er den sidste jolle – som blev bygget her i byen,
og vi vil om hende værne – for hun er så smukt et syn.
Marly er nu her tilbage – i det gamle redningshus,
men når der igen bli’r kaldet – er hun klar, ”ja på en studs”.
Hele byen sig nu glæder – hvem mon får den næste tur,
vi er sikre på at Marly – klarer det med stort bravur.