©  Foto:

Lidenlund-rute for børn i Lemvig

Tag på en sjov gåtur i Lemvig. På oplevelsesruten for børn og børnefamilier skal I finde 7 figurer fra tegneserien Livets gang i Lidenlund: Fru Mortensen, Pastor Svolm, Stationsforstanderen, Kunstmaleren, Betjent Strøhmer, Bibliotekaren og tegneren Gantriis selv.

Hjælp tegneren Henning Gantriis med at holde styr på figurerne. Når du scanner QR-koden med din telefon, kan du få figurerne til at fortælle om sig selv. Figurerne stiller også et spørgsmål, som du kan finde svar på i tegneseriestriber, der hænger i nærheden af de enkelte figurer.

Når du har fundet svaret på alle syv spørgsmål, har du samlet en hemmelig kode, som passer til et pengeskab. Der er både et pengeskab på Lemvig Museum og på Lemvig Bibliotek. Hvad mon der gemmer sig i pengeskabet? Find figurerne, løs opgaven og saml koden!

Lidenlund i børnehøjde

På Lemvig Museum kan du lege og gå på opdagelse i Lidenlund. Besøg byens posthus, avis, købmand, læge og politistation med arrest. I tøjbutikken kan du købe et sæt af tidens tøj, en politiuniform eller en præstekjole, så du er passende klædt på til et besøg i de andre huse på Torvet. Her er ting fra 1950’erne og 60’erne, som du gerne må lege med. 

I museets animationsværksted kan du skabe små film med figurer fra tegneserien "Livets gang i Lidenlund". Hvis du stadig ikke har fået nok Lidenlund, er der mere! Du kan nemlig købe Ida Gantriis malebog, som også er en tegneserie med mange små historier, som hver især fylder en til to sider. 

De voksne kan downloade folderen “I Gantriis' fodspor"  og gå på opdagelse. Hold udkig efter de karakteristiske gadespejl og striber på facader og more sig over de finurlige historier.

På Lemvig Museum findes en samling på 100 originaltegninger til tegneserien. Museet har også Gantriis’ arbejdsbord og tegnesager udstillet. Udstillingen er suppleret med fotografier, som viser, hvor tegneren har sin inspiration fra: Lemvig Kirkes karakteristiske kirketårn, Torvet og Vestergade, havnen, Lystanlægget og Musiktribunen.  

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish