©  Foto:

Klitmøller By

Klitmøller er et lille fiskerleje i Nationalpark Thy, hvor der er stor aktivitet med surfing.

I alt er 31 registrerede surf spots på den jyske vestkyst i Thy - fra Agger Tange i syd til lidt nord for Hanstholm - kendt som Cold Hawaii. 

Klitmøller er et hyggeligt fiskerleje og en levende badeby med en fin badestrand.

For surfere fra hele verden er Klitmøller først og fremmest STEDET, hvor man mødes om sporten.

Byen rummer indbydende spisesteder og små hyggelige butikker, som frister med blandt andet souvenirs og kunsthåndværk.

Mange af de gamle huse i Klitmøller er bygget i skudefartens storhedstid og står velbevarede, så man fornemmer en atmosfære af gamle tider.

Dengang lå der vandmøller langs åen, og den gamle ”Møllegården” eksisterer stadig som et minde om fortidens hovederhverv, hvor folk i Klitmøller levede af at male korn fra bøndergårdene inde i landet, for derefter at sejle kornet til Norge.

Først i 1800-tallet blev fiskeriet Klitmøllers bærende erhverv, og i dag kan man besøge T 97 ”Bellis” – en af de gamle kystbåde, som er restaureret og giver indblik i hvilke instrumenter og faciliteter en fisker havde til rådighed i 1950’erne og 60’erne.

Klitmøller - Cold Hawaii

Klitmøller har som feriested altid været populært, men er nu også verdensberømt. På grund af sine fine surfmuligheder, er Klitmøller blevet surfernes paradis - "Cold Hawaii" bliver det kaldt.

Klitmøller lagde i 2010 vind og bølger til den første udgave af Cold Hawaii PWA World Cup og blev dermed hjemsted for en afdeling af den mest prestigefulde konkurrence i verden inden for windsurfing.

Cold Hawaii PWA World Cup finder hvert år sted i september ved Ørhage i Klitmøller, som på denne måde bliver stedet, hvor verdenseliten indenfor windsurfing konkurrerer i disciplinen "wave performance".

 

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish