Hirtshals Museum
Museet er indrettet i et gammelt fiskerhjem og viser byens og havnens historie. Lær mere om vendelboernes kryddersnaps "bjesk"
Hirtshals Museum er indrettet i et gammel fiskerhjem og bygget af kampesten i 1880. Museet er en del af Vendsyssel Historiske Museum, og har en permanent udstilling om bl.a. Hirtshals Havns historie samt en stor afdeling om bjesk og krydderurter. Kig også indenfor i et spartansk men charmerende fiskerhjem anno 1915.
Udstillingen "Hirtshals ved havet"
Gennem syv emner fortælles byens historie, om havnebyggeriet, færgefarten, om strandinger og redninger, om fiskeriet og om livet på havnen. Derudover fortæller selve museumsbygningen om en fiskerfamilies liv i byen anno 1915.
Bjesk og Signe Hansen
Vendelboerne er kendt for deres bjesk, og Signe Hansen er meget kendt for sine bjesk i Hirtshals. Hun var en gammel sundhedssygeplejeske, som udbredte bjeskens fortrinelige egenskaber. Tager du en flaske Klar Brøndum Snaps med på museet, kan du få den forvandlet til en dejlig bjesk af lokale urter.
Museumshaven
I juli måned viser lokale fiskere og vodbindere i museumshaven, hvordan man slår reb og bøder net, og der er mulighed for at købe smagsprøver på fiskeretter.