Hirtshals Fyr
Oplev byens smukke vartegn, som med sine 35 meter stolt lyser over byen. Fra fyrets top er der en skøn udsigt over vestkysten, havet og Hirtshals by. Lær mere om fyrets historie i maskinstuen.
Oplev byens smukke vartegn og nyd den fantastiske udsigt fra Hirtshals Fyr. Hirtshals Fyr ligger ikke langt fra Hirtshals centrum, og ved at tage en gåtur langs Husmoderstranden kan du hurtigt få øje på det smukke vartegn. I området omkring Hirtshals Fyr kommer du også helt tæt på 2. verdenskrig ved at besøge Bunkermuseet Hirtshals 10. batteri.
Historien
Hirtshals Fyr på toppen af Stenbjerg er byens smukke vartegn. Fyret blev indviet i 1863 og er bygget i Kong Frederiks den VII's tid. Kongens monogram pryder tårnet lige over indgangsdøren. Hirtshals Fyr er 35 meter og har en fokushøjde på 57 meter. Det vil sige, at lampens midte er 57 meter over havets overflade. Grunden, tårnet er bygget på, ligger 22 meter over havet. Tag de 144 trin op og nyd den fantastiske udsigt over Skagerak og Vendsyssel.
Lyset kan ses 25 sømil fra land
Lampen i toppen er på 400 watt, og af den første linse forstærkes lyset til 100.000 lys. Af de yderste linser - det er dem, der roterer, bliver det forstærket til 1 1/4 millioner lys. I klart vejr kan det stærke lys ses helt op til 25 sømil fra land.
Seks timer om at pudse linserne
Linserne er håndslebne, og det tager godt seks timer at pudse dem.
Den ondsindede Ånd
Fyrets første fyrpasser Andreas Petersen fik en kort karriere. Blot 19 dage efter indvielsen hængte han sig fra fyrets top. De lokale gav Gruelige Peter skylden, og troede at han ville have fyret slukket. Ifølge de lokale var Gruelige Peter en slags menneskelig rovfugl, som boede på Stenbjerg og levede af strandhugst, til stor irritation for områdets fiskere.
Kaffestuen
Kig forbi den hyggelige kaffestue med hjemmebagt kage og friskbrygget kaffe.
Udstilling
I Maskinstuen er der en udstilling af effekter fra en svunden tid på Fyret, samt i Madpakkerummet er der bl.a. en Stenudstilling om stenene på Hirtshals Klint.
Stenture
Om sommeren arrangerer Hirtshals Fyr sammen med Vendsyssel Stenklub stenture med turledere Lars Danielsen og Hugo Richner fra Vendsyssel Stenklub. Tag med og oplev geologien på Hirtshals Klint nedenfor Hirtshals Fyr. Der er arrangeret stentur på følgende søndage:
Mødested: Madpakkerummet, Hirtshals Fyr.
Gratis deltagelse.
Kunst på fyret
4 gange om året bliver der holdt udstillinger på Fyret. Udstillingerne afholdes i Assistenthuset, der er et af de to beboelseshuse omkring fyret. Udstillingerne er nøje udvalgt af ”Støtteforeningen Hirtshals Fyr"s udstillingsudvalg, og hedder ”Kunst på Fyret”. Det er flotte udstillinger med spændende og unikke kunstere.
Åbningstider
Fyret har åbent alle årets dage fra kl. 10.00 til solnedgang.