©  Foto:

DCU-Camping Holstebro Sø

Hold en aktiv ferie med kajak, vandresko og cykel ved den smukke sø eller nyd kunst og shopping i Holstebro og tag en smuttur til Vesterhavet.

Bo lige ved søen
Du kan både bade i den smukke sø og sejle en tur i kajak. Der er også masser af gå- og cykelruter i området. Pladsen har aftaler med en lang række lokale aktører, så du kan komme med på cykel-, surf- og løbeture.

Holstebro i gåafstand
Holstebro centrum er kun to kilometer væk via en hyggelig sti. Her kan du handle og nyde lidt at spise på en af de gode cafeer eller restauranter.

På gågaden i Holstebro kan du opleve den berømte schweiziske kunstner Alberto Giacomettis statue 'Maren å æ woun', som tilbringer natten under jorden, fordi hun er vurderet til en milliard kroner, og man - måske med rette - er bange for, at hun bliver stjålet.

Kør en tur til stranden
Vesterhavet er kun en halv times kørsel væk. Her kan I tage en dukkert og nyde kysten ved det usædvanligt kuperede, grønne område omkring Fjaltring og Ferring, hvor det markante, røde Bovbjerg Fyr knejser.

Legeplads, is og god kaffe
På pladsen kan du købe lækker is, nyde en kop friskristet kaffe med hjemmebag og andre lækkerier i den hyggelige café.

Om sommeren er her sjove aktiviteter for børnene, og legepladsen med den store hoppepude er det naturlige samlingspunkt for børnene.

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish