Café Tuskær
Du kan nyde lækker økologisk mad i caféen på Tuskær, Kulinarisk Kunst- og Kulturcenter, som har Det Økologiske Spisemærke i Guld.
Som den eneste café i området har Tuskærs køkken Det Økologiske Spisemærke i GULD (dokumenteret 90 – 100% økologi).
Tuskærs anerkendte økologiske køkken serverer veltillavet vegetarisk og vegansk mad til gæster og kursister med mulighed for at supplere med lidt økologisk fisk. Vi prioriterer økologiske råvarer i topkvalitet og menuen sammensættes primært ud fra årstidens grøntsager.
Køkkenet fungerer desuden som undervisningskøkken.
Den daglige leder, Lise Faurschou Hastrup, er også madmor, køkkenchef og underviser på stedet.
Kunst- og Kulturcentret Tuskær er en kulturel attraktion ved Vesterhavet, som arrangerer koncerter, foredrag, kurser og udstillinger.
Tuskær er indrettet i en gammel klitgård og har en meget fin egen kunstsamling samt skiftende udstillinger.
Ny Carlsbergfondet har gennem årene skænket mange kunstgaver til Tuskær som krukker af Gertrud Vasegaard, store porcelænskar af Bodil Manz, skulpturer af Kirsten Lockenwitz, Svend Wiig Hansen og Ejler Bille, billedvævninger af Berit Hjelholt, Jette Gemzøe, Charlotte Schrøder og Inge Bjørn. Billedkunstner John Olsen og billedhugger Eigil Westergaard er også repræsenteret.