©  Foto:

Badehusene på Løkken Strand

Velkommen til "Den Hvide By" på Løkken Strand. Hvert år fra maj til september står der ca. 480 badehuse på stranden i Løkken Et badehus på Løkken Strand er mere end blot et hvidt skur. Det er symbolet for Løkken, fordi badehuset samler familien til en dejlig dag ved vandet og er samlingspunkt for en grillaften. 

I sommerperioden kan du opleve de 480 privatejede badehuse langs Løkken Strand. Nyd synet, når lyset reflekteres i den lange række af hvid-malede huse, også kaldet 'Den hvide by'.

Som perler på en snor

På stranden ved Løkken står de hvide badehuse i lige rækker som perler på en snor. Oprindeligt var badehusene små huse på hjul, der blev trukket ned på stranden, så hotellernes gæster kunne klæde om.

Får stor succes

I 1925 blev der for alvor sat gang i byggeriet af private badehuse, og badelivet blev folkeligt. De blev så populære, at de faktisk var ved at blive kvalt i deres egen succes, idet de blev indrettet og benyttet som sommerhuse. Dette ophørte dog i 1933, da der kom et forbud mod overnatning i husene.

Senere blev der indført regler om, at husene skulle stå i lige rækker, og at de skulle være hvide. Husene anbringes almindeligvis i en afstand af 10-15 meter fra klitfoden, således at husenes facader kommer til at forme en ret linie eller regelmæssig kurve.

Primært lokale, der ejer badehusene

Det er i høj grad lokale, der ejer badehusene. Man lejer strandretten af kommunen og skal derefter selv anskaffe et badehus. Der er helt specielle krav til dimensioner for hus- og vinduesareal osv.

Ofte går husene i arv fra generation til generation, men strandretten skal stadig opnås gennem kommunen. Det er ikke tilladt at overnatte i badehusene, men de lokale nyder sommeren og udsigten til Vesterhavet fra deres badehuse i løbet af dagen og aftenen. 

Kommunen har givet tilladelse til opstilling af 485 badehuse, og der er lang ventetid, hvis man ønsker at komme til en strandret.

Turisterne må nyde synet

Det er ikke tilladt at leje husene ud til gæster, trods mange spørgsmål herom fra interesserede gæster og turister i byen. Badehusene hænger dog uløseligt sammen med sommergæsternes oplevelse af byen og er et af byens vartegn sammen med Sømærket, Signalmasten og Vandtårnet i klitterne ved Løkken Strand.  

Badehuse i bybilledet

Badehusene er et vartegn for Løkken og det går igen i indretningen af nogle af byens forretningslokaler, herunder tøjbutikken Levins. Der er indrettet prøverum som badehuse.

Restaurant Løkken Badehotel har også taget det op og har indrettet "Badehuset", som en særskilt rum til restauranten, som man bl.a. kan leje til arrangementer. 

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish