Mad på Stenbjerg Kro

Stenbjerg Kro & Badehotel

Foto: Destination Nordvestkysten

Der er højt til himlen i Thy. Blæsten kan mærkes, og landskabet er smukt og forrevet på samme tid. Her i den vildeste del af Danmark finder du Stenbjerg Kro & Badehotel.

Henny Mortensen driver Stenbjerg Kro & Badehotel sammen med sin mand Henrik. Da de overtog den gamle, historiske kro for 25 år siden, så menukortet helt anderledes ud, end det gør i dag. Men da Nationalpark Thy så dagens lys, begyndte tingene langsomt at ændre sig. Kendte kokke kom forbi og lavede spændende mad af det, de fandt lokalt. Og det inspirerede i den grad kroparret til at tænke i nye baner og starte en vanvittig udvikling.

Naturens eget skatkammer

Uden for kroen står der metervis af højbede. På den måde har køkkenet altid adgang til masser af friske krydderurter og grønt. Og ellers tager de på jagt i naturen efter eksempelvis havtorn, hyben og ramsløg. På Stenbjerg Kro & Badehotel er filosofien, at man bruger det, man kan få eller finder. Det handler bare om at tænke lidt kreativt.

Køer i Nationalpark thy

Foto:Mette Johnsen

Henny fortæller

"Vi serverer vores hjemmelavede knækbrød som en del af vores Nationalparkplatte, der er vores specialitet. Platten er årstidsbestemt og udelukkende lavet på ting, som er her fra området. Sildene bliver for eksempel enten landet her i nærheden eller i Vorupør. Vi varierer indholdet henover sæsonen, men platten indeholder altid fisk, lam og vildt og noget ost. Knækbrødet, som vi serverer til, er lavet med havtorn. Først laver vi gele af havtornen, så koger vi saft, og så tørrer vi de sidste kerner og bær og kommer dem i knækbrødet. Man kan ikke bare tage det bedste og smide resten væk – det har min mor lært mig. Platten betyder en del for mig. For den fortæller alt om, hvad der findes lige her omkring."

Mad på Stenbjerg kro

Foto:Destination Nordvestkysten

Mad på Stenbjerg Kro

Foto:Destination Nordvestkysten

Om Stenbjerg Kro og Badehotel

Stenbjerg Kro & Badehotel har eksisteret i over 225 år. På spisekortet finder du udover Nationalparkplatten også masser af andre lokale lækkerier. Du har også mulighed for at købe hjemmelavede specialiteter som syltede hyben og tallerkensmækkersalt med hjem. Stenbjerg Kro & Badehotel får råvarer fra blandt andre Vorupør Slagter og Thy Lam.

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish