Kunsthåndværk ved Nordvestkysten
Besøg de mange arbejdende værksteder og oplev processen, der i sidste ende bliver til et stykke unikt kunstværk.
Gå på opdagelse
Planlæg din næste tur til nogle af Nordvestkystens mange talentfulde kunsthåndværkere, og oplev hvordan kun fantasien sætter grænser, når kreativiteten sættes i spil.
En verden af kunsthåndværk
Ved Nordvestkysten findes en mangfoldighed af kunsthåndværkere, der arbejder med forskellige materialer og teknikker som glas, keramik, træ og glas. Mange atelier har arbejdende værksteder, hvor du på tæt hold kan følge med i kunsthåndværkerens arbejde, og ofte komme i tale med kunstneren selv omkring inspirationskilder og erfaringer.
Glaskunst - et magisk gammelt håndværk
Glaskunst er et mere end 2.000 år gammelt håndværk, og det virker nærmest magisk når glaspusteren blæser liv i den varme, rødglødende klump af glas, og forvandler den til en smuk og helt unik skål, vase, vinglas eller skulptur. Lønstrup er den by i Danmark med højest koncentration af kunsthåndværkere, og her findes der også to glaspustere. Hos Glashuset Vange Glas kan man i det store åbne værksted følge med i deres arbejde. Der laves brugsting og skulpturelt unika, og man fascineres hurtigt af de store varme ovne, hvor der arbejdes intenst med det flydende glas. Det samme er gældende for Glaspusteriet Rikke Precht, men her er stilen og designet et helt andet. Fælles for begge er, at det er svært at vælge hvilket af de smukke kunstværker, der skal med købes med hjem som et evigt minde og til stor glæde for øjet.
Foto:Destination Nordvestkysten
På besøg hos en keramiker
De mange keramikere, som ligger langs hele Nordvestkysten har hvert deres eget udtryk og design. Forskellige materialer og brændingsmetoder, giver vidt forskellige resultater. Ud af leret drejes smukke former, som fade, vaser, skåle m.m. Keramikerne drejer og brænder i åbne værksteder, hvorfra de også sælger deres kunstværker. Hos Keramiker Dorte Visby i Lønstrup er der både mulighed for at se kunstnerens egne værker, men stedet fungerer også som galleri for mange andre kunstarter, der også sælges på stedet. Lige udenfor døren er der den flotteste udsigt til Rubjerg Knude Fyr.
Foto:Destination Nordvestkysten
Kunstgallerier med noget for enhver smag
Gallerierne byder på forskellige oplevelser, med alt fra blide akvareller til moderne og provokerende værker. Også her findes der kunstnere, der arbejder i deres galleri, så man kan følge med i værkernes tilblivelse.
Lien Kunstcenter er et udstillingssted for danske og udenlandske kunstnere, med en helt unik beliggenhed i Slettestrand med udsigt over hele Jammerbugten.
Foto:Destination Nordvestkysten
Kunst er også...
Kunst og kreativitet opstår ud af mange forskellige materialer, og kun fantasien sætter grænser. Ved Nordvestkysten kan du finde kunstnere, der sliber rav , som de har fundet på stranden til flotte smykker, og stenhuggere, som ud af det rå materiale skaber flotte stenskulpturer. Besøg en smykkedesigner og få unikke smykker med dig hjem - her kan nævnes Holberg Smykker i Lønstrup, hvor man finder håndsmedede smykker, som er inspireret af naturens mystik. På Hornvarefabrikkens værksted i Bøvlingbjerg værnes der om et ældgammelt håndværk, hvor horn forarbejdes til skeer, smykker og brugsgenstande. I Blokhus findes et helt enestående Museum for Papirkunst, som er Nordens eneste af sin slags.
Gå selv på opdagelse blandt de mange forskellige kunsthåndværkere her.