Mai manaa

VisitNordvestkysten styrker synergi med erfaren udviklingschef

24.7.2023
Foto: VisitNordvestkysten

VisitNordvestkysten optimerer ressourcerne, når den hidtidige turistchef for Thy Mai Manaa 1. august tiltræder som ny udviklingschef for hele området.

Når VisitNordvestkysten den 1. august henter en ny udviklingschef, sker det fra egne rækker. Mai Manaa har gennem de seneste tre et halvt år været turistchef i Thy og før det var hun bl.a. en af drivkræfterne bag de anerkendte restaurantkoncepter Agger Darling og Hanstholm Madbar.  Det er med den erfaring i bagagen, hun nu sætter sig i stolen som udviklingschef for hele området. Stolen bliver dog stående i Hanstholm, for Mai Manaa vil fortsat have base i Thy, og det tætte samarbejde med den del af området fortsætter. Og det er netop dette samarbejde og den indsigt i både erhverv og turisme, VisitNordvestkysten ønsker at udvide til hele området. 

-   Mai Manaa har på få år demonstreret, at hun formår at samle kræfterne på tværs af interesser. Det er helt afgørende for at lykkes med den strategi, vi har lagt – nemlig at sikre, at turisme ikke er begrænset til få nationaliteter eller få uger om året. Det kræver en kreativ og kommerciel tilgang, og især en forståelse for, hvordan vi samles om indsatsen, siger direktør for VisitNordvestkysten Peter Krusborg. 

VisitNordvestkysten er et turismesamarbejde mellem Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig og Holstebro Kommuner. Og selv om hver kommune gerne vil tiltrække flest mulige turister, har de seneste års samarbejde demonstreret, at den fælles indsats betyder flere turister til hele området. 

-  Man kan sagtens sige, at vi er flere om at dele kagen. Det stærke samarbejde på tværs betyder også, at den kage, der skal deles, er væsentlig større. 
Derfor giver det mening at bruge de gode erfaringer fra arbejdet i Thy og brede dem ud til hele området. Vi ved i dag, at en styrkelse af hele området kommer den enkelte by til gode, når turisterne skal vælge feriested og mulig kommende bosted
, siger Peter Krusborg. 

Mai Manaa har de seneste tre et halvt år været turistchef i Thy, hvor hun har været knyttet til området, siden hun flyttede hertil i 2015. Hun har en baggrund som bl.a. eventmanager og som restauratør, og er således solidt forankret i en række af de aktiviteter, man i dag forbinder med området. 

Mai Manaa tiltræder stillingen som udviklingschef den 1. august, og hun glæder sig til at bruge hendes erfaringer på tværs af turismens værdikæde til at sætte yderligere tempo på udviklingen af et område, der gennem de seneste år har vist en markant vækst på netop turismeområdet. 

-  Thy i hjertet, det kommer jeg nok ikke uden om. Thy har lært mig hvordan jeg netop skal balancere i turismens verden uden at sælge ud på vores værdier. Her skynder vi os langsomt med at lave de bæredygtige forretninger, som vi også kan se os selv være en del af i fremtiden, der harmonerer med vores stedbundne kvaliteter og værdisæt. 
Nordvestkysten byder unægteligt på et kæmpepotentiale og jeg glæder mig til at vise verden, at vi på vestkysten er et eventyr, både til dem der skal på rejse og dem der skal blive og være en del af os,
siger Mai Manaa.

 

Følg os:

VisitNordvestkysten © 2024
Danish